Store tænkere er vores udgangspunkt i filosofisk konfirmation

Vi tager udgangspunkt i den store palet af filosofiske tanker, som f.eks. Søren Kierkegaard, Platon og Aristoteles har skrevet om. Vi giver dig den første introduktion til filosofiens verden og trækker på det store reservoir af viden om det at være et menneske, om at blive et voksent menneske og om at få et godt liv.

Udtalelse fra konfirmand:

”Det har været vildt sjovt, da man har talt og lært om ting, man normalt ikke vil gøre eller snakke om”



– Mads-Emil

 

I undervisningen tager vi udgangspunkt i en række emner:

  • Erfaringer som ældre har, men som du ikke har endnu. Hvad ville de gerne have vidst?
  • Ritualer i forskellige dele af verden for overgang til voksenlivet.
  • Introduktion til de store filosoffer og hvad er de har sagt, heriblandt Platon og Sokrates.
  • Aristoteles om dyd – det handler om at udfolde sig på den gode måde.
  • Kritisk sans – At stille spørgsmålet: Kan det nu også passe? – du lærer at argumentere.
  • Moralske dilemmaer – hvad er det bedste at gøre i forskellige situationer?
  • Etik – hvad er det gode liv?
  • Hvad er forskellen på de store religioner?
  • Køn, krop og kultur
  • Kritisk sans og teknologi
  • Myter – For eksempel heltemyter – her handler det ofte om personlighedsdannelse.
  • Kierkegaard – det første møde med hans typologi for mennesker: spidsborgeren, æstetikeren og etikeren.

Vi skaber rum til at stille spørgsmål

Her tager vi tro og myter alvorligt, men behandler dem ikke som bogstavelige sandheder. Her gør vi noget ud af, at der skal være ånd og højt til loftet. Vi vil skabe rum til at stille alle de spørgsmål, man ikke sådan lige kan svare på, og vi trækker på filosofiens tradition, som har 2500 års erfaring med refleksion over et godt liv.

Lektier på en anden måde

Du vil ikke få lektier for, som du skal læse hjemme, men der vil være et interview, som du skal lave med en eller flere voksne mellem hver gang.

Interviewet består af et ark med spørgsmål, omkring et af de temaer, vi skal beskæftige os med næste gang. Heri består forberedelsen. Vores erfaring er, at både konfirmander og de voksne er glade for at få lejlighed til at lære helt andre sider af hinanden at kende igennem disse interviews.