Personligt afsagde jeg trosbekendelsen som kirkelig konfirmand, uden reelt at kunne stå inde for, hvad jeg sagde. Jeg har bestemt ikke noget imod den kirkelige konfirmation, men jeg synes, der mangler et åndrigt alternativ til kirken og til den mere jævne eller todimensionelle humanistiske konfirmation, der mere beskæftiger sig med ‘trafikreglerne’ mellem mennesker. Og vel nok mere vigtigt; jeg fornemmer, at der er mange skoleelever, der går rundt med en lyst til og trang til filosofisk tænkning – lidt enkelt sagt, til at udleve deres Spørgejørgen omkring vigtige ting i livet – og det kan vi i den grad imødekomme til Filosofisk konfirmation. Samtidig fornemmer jeg, at der er forældre, der gerne vil give deres børn denne stimulans og synes, at det er helt i orden, at de ikke bliver kirkeligt konfirmeret, hvis de så går igennem et andet forløb, der gør dem klogere livet. Alt det vil jeg gerne give de unge. Og jeg vil gerne give både de unge og deres forældre nogle muligheder for at få andre samtaler derhjemme, hvilket vi sætter i gang med nogle samtaleark mellem hver gang. Det udtrykker forældrene stor glæde ved, og de unge fortæller om ting, de aldrig har hørt før.

De får de første trædesten til at tænke selv og vide noget om filosofi, etik, moral og de store spørgsmål i livet. Det er ikke meningen, at de skal kunne huske det hele, men at de skal kunne genkende det, når de møder det senere i livet. Vi får mange af de nysgerrige elever, der vil vide mere, og de bliver stimuleret. Og så får de også et normalt forløb, dvs. at de går til konfirmationsforberedelse og bliver konfirmeret på samme tid, som deres klassekammerater, og det tror jeg også er vigtigt. Endelig får de mange nye venner, der elsker at reflektere over livet og følge den nysgerrighed med andre.

Andre siger om mig, at min dyd er mod. På græsk hedder den andreia, hvilket også er roden i navnet Anders. Men personligt har jeg en alt for stor sans for retfærdighed, som ofte volder mig problemer, men som også er med til at bevare min personlige integritet, når jeg står for den. Men ved du hvad, jeg tror, at jeg ville vælge sandruelighed. Altid at være sandheden tro, også overfor min børn. Selv om det ind i mellem fører til maskefald, så vil jeg vælge sandheden. Jeg kan ikke hold spin, reklamers oppustning og underlige jobtitler ud, bl.a. fordi de ikke siger, hvad de er, eller hvad de vil. Så jeg ville vælge sandruelighed.

Jeg glæder mig til at møde dem og deres nysgerrighed. Og så glæder jeg mig til at fortælle dem om de strukturer, der ligger indbygget i alle de film, de har set, og historier, de har hørt. For de gamle myter allerede denne struktur, og de store heltefortællinger handlinger i virkeligheden om forvandlingen fra barn til voksen. Det plejer at være en øjenåbner for konfirmanderne, så jeg glæder mig til at se ind i de øjne, der bliver åbnet.

Det er rørende, og jeg bliver stolt både på egne, og især på deres vegne. De står der og fortæller om noget, som de vil stå inde for som voksne, og de voksne får tårer i øjnene over at se deres unge mennesker tale om noget så alvorligt. De har jo allerede mødt det derhjemme i form af de samtaler, som vi har sat i gang imellem forberedelsesgangene, men det er noget helt særligt, når de unge står der, en lille smule nervøse, og tager så alvorlige ord i deres mund. Ord, som de har tænkt over, og som er vigtige. Det er den perfekte bund for en god dag, måske en fest, og noget at huske for livet.